Hvordan tackler du din kommunikation ?

Tradtelefon

  • Hvem er du?
  • Hvad har du?
  • Hvordan gør du?

Disse 3 spørgsmål kan man med rette stille sig selv, når man overvejer at præsentere sig selv med sit høretab.
Det handler om at begå sig.

Gamle råd

Igennem mange år har vi fået at vide, vi hele tiden skal huske at bryde ind, bede om at få gentaget og ikke tøve med at gøre opmærksomme på, at vi er hørehæmmede eller døve og har behov for at blive taget hensyn til.
Når vi alligevel ikke altid har gjort det, har vi ofte fået at vide, vi har acceptvanskeligheder.
Vi tør ikke stå ved, at det er os der er det.

Nye råd

Nu kommer så nye vinde omkring handicappsykologi, handicapsyn og menneskesyn.
Det handler om sprogligheden. Vi skal ikke sige, vi er hørehæmmede. Vi vil ikke omtales som at vi er hørehæmmede. Det er stigmatiserende. I øvrigt er alles høretab ikke ens, og derfor er vi ikke ens i gruppen af hørehæmmede.

Sprogligt bliver der her set på, at vi ikke kun har identitet i forbindelse med høretabet, derfor ER vi ikke identiske med vores høretab. Det er noget vi har. Vi har høretab.

Nå ja… høretab… det er måske ikke noget, vi alle har tabt, eller hvordan? Nogle, som er født døve, vil argumentere, de ikke har tabt deres hørelse, dersom de aldrig har haft den. Således ligger der nogle identitetsmæssige faktorer i, at man måske kun identificerer sig som en person med høretab, hvis det er noget, der er opstået.. eller hvis ens høretab ligger i en kategori, hvor man alligevel udvikler et brugbart talesprog – altså på en måde, så man også kan lytte til andres talesprog og føre en talesproglig samtale.

Men alligevel går der noget galt. Både hvis vi definerer os som hørehæmmede eller hvis vi beskriver os selv som personer med høretab.
I hvert fald hvis vi snakker med nogen, så misser vi et eller andet og siger så:
Undskyld, men jeg er jo hørehæmmet, jeg forstod ikke lige…
Eller vi siger:
Undskyld, men jeg har jo høretab, jeg forstod ikke lige…

LeendeOre

Hvad er det, der går galt?

Jo, for det første sker der det, at hvis vi snakker om vejret, og nu skifter det fra sommer til efterår, og pludselig siger jeg så, at jeg er hørehæmmet eller jeg har høretab…
SÅ ER DET ET STORT SKIFT I SAMTALEN.
Det kører min samtalepartner totalt på afveje, så store emneskift laver man bare ikke.
Især skifter man ikke bare emne fra at snakke om vejret til at snakke om store, dybe ting omkring sig selv.

Det er hele grundkonceptet for samtale og kommunikation, der kører ud på et sidespor her.
Det er adfærd, som vi er blevet trænet i i årevis, og det er typisk adfærd for personer med høretab, som er med til at give os et yderligere prædikat af, at vi er selvcentrerede, snæversynede, svære at holde en samtale i gang med, taler altid selv mm.

Men hvad virker mon så?

Hvis vi i stedet for koncentrerer os om, hvad emnet for samtalen er, og så holder os til emnet, når vi bliver i tvivl om, hvad der bliver sagt…
Altså man kan spørge:
Undskyld, men sagde du 7 grader eller 20 grader?
Sagde du blæst eller hest?
Sagde du vinde eller inde?
Så understøtter man interessen for den samtale, der er i gang.
Hvis man ingen idé har, kan man sige:
Undskyld, det hørte jeg ikke… det fik jeg ikke fat i”.

Det er kommunikationstekniske værktøjer.
Kommunikationen skal hænge sammen i emne, tid, tråd og forløb.
Og i spørgsmålene guider man på denne måde samtalepartneren i, hvordan vi kan hjælpes.

Puslespill

* * *

Relevant bok: professor Berth Danermarks Att (åter)erövra samtalet

* * *

Ikke bare høretab

Vi har ikke bare fået de høretab, vi nu har. Vi har med høretabet også fået opgaven hele tiden at sælge os selv som nogen, det er værd at være sammen med, vi er værd at samtale med, vi er værd at fortælle ting, vi er værd at spørge til råds – også om andet end høretab.

Vi kan også godt snakke om vores høretab, men det skal ikke komme som en afbrydelse af noget andet, vi er i gang med at snakke om. Og det skal ikke være det eneste, folk tænker om os – men det må naturligvis gerne være det første, de er klar over – altså at her skal lige lidt anderledes kommunikative strategier til for at løfte samtalen i fællesskab.

Mer info

På Facebook ligger et par engelsksprogede links, som fra flere vinkler pointerer nogle af de samme ting:

LimpingChicken          SayWhatClub

Limping chicken               Say What Club

Der er naturligvis flere fora på nettet, som vi kan have rigtig god glæde af.

Les også kommentarene til denne artikkelen. Du finner dem lenger nede på siden.

Aïda Regel Poulsen © 2013

 

Om Aïda Regel Poulsen

Aïda er uddannet som talehørepædagog ved Danmarks Lærerhøjskole i 1992. Kort herefter rykkede hun fra lærer i Fredericiaskolen til observationslærer og konsulent omkring skolebørn med høretab i Rådgivningsafdelingen ved Center for Høretab, hvor hun stadig arbejder som hørekonsulsent i forhold til skolebørn med høretab, der inkluderes i lokalt mijø. Ud over dette underviser Aïda på Syddansk Universitet, på University College Syd, hun holder foredrag om skolebørn og voksne med høretab, ligesom hun er skribent om dette emne, og Aïda er aktiv i Høreforeningen. En af Aïdas væsentligste indsatser har været omkring og ligger i pointering af behovet for bedre og mere stabil lydkvalitet i kommunikationsteknisk/høreteknisk udstyr som teleslynge, FM og streaming. Aïdas høretab skriver sig fra to fødsler i slutningen af firserne. Siden 1985 har hun brugt høreapparater som hun nå har på sig fra morgen til kveld.

22 kommentarer om “Hvordan tackler du din kommunikation ?

  1. KJEMPEGOD artikkel !!! Må kjøpe meg en printer forstår jeg. Likte spesielt godt tipsene … sa du.. TAKK

  2. Har brukt alle taktikkene. Jeg har best erfaringer med: «Jeg hører ikke, det hjelper ikke å rope. Kan du/dere se på meg når dere snakker, så pleier det å gå bra!»

  3. Ja ja kære venner ,vær åben om sin høreudfordring ,det kommer vi jo længst med

  4. Ja, så langt er vel min mest brukte setning ; «Hallo» (til butikkansatte) beklager, jeg hører dessverre ikke når du løper foran meg» eller «Beklager, jeg må SE deg når du snakker til meg, hører dessverre ikke når du snur hodet unna» For ikke å snakke om å ta kaffe i kjøpesentre med bakgrunnsmusikk «Beklager, kan musikken dempes mens vi sitter her ? «eller «Beklager hørte ikke, skal skru opp apparatet» Ser nå at mye av dagen går med til beklagelser…

  5. Liker egentlig ikke dette «beklager». Pleier å starte med «jeg har et lite problem . . .»

  6. Men vi gjør det automatisk – sier beklager… prøver å unngå det men ikke lett. For vi er jo sånn til bry…. Vi må bli flinkere til å unngå beklager… vi har ett usynlig handikapp og skal ikke unnskylde oss for det egentlig!

  7. Enig!! Men må noen ganger også gjøre det fordi jeg bryter inn når andre taler Ikke flink nok ennå

  8. Takk for det, men jeg er nok en litt for ivrig person til å få nedsatt hørsel Alltid likt meningsutveksling … God helg til alle!! Fin side 🙂

  9. Ja det er jo forskelligt hvad og hvordan vi gør deti ,men det er vigtigt at vi selv gør andre opmærksom på dette .Dem der bevidst skjuler dette snyder kun sig selv og ingen andre

  10. En del af problemet er at andre ikke kan se de efterhånden små høreapparater vi bruger. Vi er altså nødt til selv at gøre opmærksom på problemet og om fem minutter er vi nødt til at gentage at vi ikke rigtig forrstår hvad der bliver sagt, så kan det af nogen opfattes som irriterende eller klynkeri. Det er vigtigt at tænke over hvordan vi gør opmærksom på problemet og der er mange gode måder at gøre det på. På landsmødet blev det diskuteret om man kunne lave en badge der gav et tydeligt signal.

  11. Små apparater, siger du Bent. Så skulle du se de sidste, jeg er blevet udstyret med! DE KAN ALTSÅ SES. uha uha 🙁

  12. Nogen oplever så også, at når omgivelserne kan se HA – måske er HA meget store og tydelige at se – så forventer omgivelserne at vi netop er ‘helbredt’ og har svært ved at forstå, vi stadig ikke får fat i det hele.

  13. Du har ret Aida der er vist ikke en enkel løsning man må tage bestik af situationen og det er selvfølgelig sværest når man møder nye mennesker.

  14. Jeg gør en del ud af at have synlige hængere og propper. Det kan godt være at nogen tror at mine h.a. ‘helbreder’ mig, men hvis de ikke kan ses tror alle at jeg er normalt hørende.

  15. Dersom mine høreapparater er synlige for samtalepartneren, skulle jeg tro jeg ikke behøver nevne at jeg hører dårlig. Dermed vil det være lettere å unngå at samtalen sporer av?

  16. Uansett; artikkelens viktigste budskap er vel at vi selv aktivt må ta styringen med samtalen på den måten at vi forhindrer temamessig avsporing.

  17. Ja, det er svært for omgivelserne at bedømme, hvad vi er for nogen og man hjælper os ikke bare i starten ved at placere os rigtigt i forhold til sol og vind.. man skal være opmærksom på kommunikationens forløb hele vejen igennem samtalen og reparere, gentage, forklare, så snart, man oplever, der er behov for det.. Sådan er det, og det er deri, vi mærker, vi vil hinanden 🙂

  18. Dette er veldig komplisert, og en veldig liten del av hørselshemmedes HH hverdag. Ja vi kan virke noe brautende og rope ut at vi hører dårlig. Det som er veldig spennende med hh og kommunikasjon, er hva vi har behov for og hva vi får. Det er noen ganger slik at vi har en dialog en-til-en. Men det er ikke slik vi kommuniserer flest ganger med flere mennesker samtidig. Okej.. så må vi se på hva som skjer med de indre prosessene hos HH, jeg kan skrive om hjernens kjemiske prosesser, men det vil ikke være interessant for de aller fleste av dere. Når det er en gruppe som samtaler samtidig. Skjer det hurtig samtaleskifte fra person til person. Vi HH må flytte blikket. Vi konsentrerer oss så mye at vi opplever inattentinal blindness. Alt fokuseres på munnen, og lite på kroppsspråk. Derfor kan humor være vanskelig å oppfatte noenganger, og spesielt ironi. Noen ganger går vi inn for nært, for å munnavlese hva som blir sagt. Det kommer an på hvor høy personen er, eller lav i forhold til oss selv. Lik høyde tror jeg er best. Dette kan føles ukomfortabelt for noen. I mange tilfeller pågår det i tillegg paralelle samtaler rundt et bord, spesielt hvis det er flere enn fem. Den samtalen en følger med er lydkilden du ønsker å følge med på. Den andre samtalen, den paralelle samtalen er derfor per definisjon støy. HH trenger at man snakker etter tur, og venter på sin tur. En trenger ofte også en liten kunstpause mellom hver gang noen sier noe, aller helst skulle vi lekt skole og alle rekker opp hånda når de vil si noe. Vi trenger med andre ord ekstrem struktur på samtalen. Mer ekstrem enn kanskje man kan forvente av et annet menneske. Videre.. jeg har valgt bort mange potensielle venner fordi jeg ikke hører hva de sier. For eksempel starter en person en samtale høy, og så blir det lavere og lavere, så får man ikke med seg hva som blir sagt på slutten. En slik person er vanskelig å forholde seg til. Videre er det noen som har svingninger i stemmen, som gjør at det blir vanskelig å oppfatte. Mennesker er forskjellige og øret er komplisert. Høreapparatet er desverre ikke i nærheten av et vanlig øre. Senest i går opplevde jeg at en person ikke godtok at jeg ikke har selektiv hørsel. Jeg kan ikke velge ut hvilken lyd jeg vil ha inn i høreapparatene. Så vi velger venner, og velger bort venner basert på forskjellige premisser enn hørende. Det er kanskje ikke interessefellesskap som skaper et vennskap, men muligheten til å høre. Så vil jeg ta fram noe Grøndahl trekker fram som «drøset». En småpratform om alt og ingenting. Som foregår hele livet. Dette får gjerne ikke HH med seg. Resultatet er at vi får en degenerert oppdragelse om hva som er samtaletema til enhver tid. Det var en kort analyse av bare samtaleformen. Så er det interesse.. hva interesserer vi oss for?? Jo det vi kan noe om. Hvis vi har en degenerert oppdragelse, er det færre ting vi kan samtale om. Her burde det foregå en undervisning om hva som er normalt å samtale om. Forresten.. jeg kan skrive til langt utpå morrakvisten.. Er det noen som har jobb til meg i Danmark?? I Norge får jeg ikke jobb. Ønsker å jobbe med HH. Aller lykkeligst blir jeg hvis jeg forsker på temaet. Master i spesialpedagogikk(special needs education) og studerer for tiden psykologi. Tips meg gjerne.

    Mvh Torfinn.

  19. Ja. Der er uendeligt mange forhold at tage stilling til i sin kommunikation, og ingen er mere vigtige end andre sådan overordnet og generelt. Men de kan selvfølgelig være det for den enkelte, alt efter hvordan man bedst klarer sig og hvilke strategier, man har.

    Vældig spændende at læse alle kommentarerne.
    Kommunikation er ikke en enkel ting, kommunikation består af mange virkemidler og strukturer.
    Blogindlægget viser – synes jeg – kun, hvordan vi kan bevæge os væk fra hele tiden at argumentere noget om os selv, når vi vil spørge/reparere på en samtale og i stedet gennem kommunikative strategier spørge interesseret ind til samtaleemnet og dermed vise interesse for samtalepartnere(n).
    Der er selvsagt mange, mange andre forhold at tage stilling til – og det er lige vigtigt at være sig bevidst og hvert eneste forhold i denne sammenhæng.
    Når jeg lige præcis tog det forhold op at vi skal tænke over, hvordan vi spørger ind og beder om gentagelser eller forklaringer, så er det, fordi der er andre prædikater der kan hænge ved os som meget selvcentrerede f.eks., og det er i grunden ikke min oplevelse, at det er det, vi er.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *