Et «usynligt» handicap! LANGT!

Et lidt anderledes personligt indlæg fra Jennifer Leerbeck.

Øverst ser i et helt normalt billede af mig !
Men hvis man kigger en ekstra gang, kan man spotte noget som ikke ses så tit eller hos særlig mange unge mennesker.

Lige der inderst i mit øre, sidder et lille apparat, et høreapparat.

Og søreme om der ikke også sidder et i det andet.
Jeps – 2 stk små apparater som man mest forbinder med gamle fru. Jensen eller sine bedsteforældre der sidder og råber «HVA» henover hovedet på dig til familiefødselsdagen.

At være hørehæmmet som ung er lidt overset og ikke nær så «normalt» som at have for eksempel bøjle eller briller. Det er heller ikke så tit man støder ind i nogen under 30 med høreapparat. Det er også et handicap hvor at selvom man har apparater i ørene, så er det hæmmende. Det er ikke ligesom når man har nedsat syn, så får man bare et par briller på næsen, også spiller det hele og man ser «klart» og oplever en lettelse. Bare fordi man får et par apparater i ørerne er det ikke ensbetydende med at så spiller det bare. Man får jo ikke bare lige perfekt hørelse, selvom de er kommet i ørerne.

Jeg er født med nedsat hørelse. Det er et handicap der ligger til min mors side, så jeg var ret lille da fandt vi ud af jeg skulle have et par høreapparater. Jeg kan ikke præcis huske hvor gammel jeg var, men det var i 1-2-3. klasse. Som barn synes jeg det var meget spændende, det var jo noget de andre børn ikke havde. Jeg skulle have to klassiske apparater som sad omme bag ørerne. En rød og en gul, også kunne jeg skifte rundt på dem som jeg havde lyst til! Wow!

Men da jeg fik dem i første gang oplevede jeg ingen lettelse. Hold fast en pine at kunne høre alt. Forestil dig at du er vokset op i en verden hvor du kun hører lige præcis det du skal.

Du står i haven og din mor taler til dig. Du registrerer ikke fuglene der synger, bilerne der kører forbi ude på vejen, knallerten i det fjerne på cykelstien, gamle fru Hansen i nabohaven der skælder manden ud, radioen der spiller svagt fra stuen, børnene der leger på legepladsen ved siden af eller den anden nabo der slår græs. Det eneste du hører og reagere på er din mor der taler til dig.

Nu står du i samme situation bare med høreapparater i begge øre. Nu registrere du på en gang fuglene der synger, bilerne der kører forbi ude på vejen, knallerten i det fjerne på cykelstien, gamle fru Hansen i nabohaven der skælder manden ud, radioen der spiller svagt fra stuen, børnene der leger på legepladsen ved siden af eller den anden nabo der slår græs. SAMTIDIG med at du skal høre hvad din mor siger.

Det er umuligt !!

De scenarier var der mange af – Også i skolen! Du sidder i klassen og forsøger at læse noget højt for læreren. Ikke nok med din egen stemme er forhøjet x10(føles det som om) i dit eget hoved, så kan du også høre ham der piller i sit penalhus, hende der åbner sin madpakke, ham der er i gang med at bladre videre i bogen.

Jeg husker en dag i skolen hvor jeg hidsigt udbryder «så stop dog med at pille ved de papirer i LARMER!» mine klassekammerater omkring mig synes jeg var lidt sart lige pludselig. Siden hvornår var det nu et problem.

Dette er alle lyde som folk med normal hørelse har lært at filtrere igennem opvæksten. Men jeg har aldrig hørt dem, så den funktion har jeg ikke lært mig selv..

Så jeg gav op. Jeg meddelte mine forældre at det kunne de godt glemme. Jeg ville tilbage til min egen lille bobbel, hvor jeg i øvrigt fungerede FINT! Jeg kunne sagtens høre det jeg skulle OG jeg havde også tillært mig at mundaflæse. Så så længe jeg kunne få folk til at kigge på mig mens de snakkede til mig og gentage når jeg sagde hva! så var jeg glad.

Hvad jeg ikke vidste var at jeg uden mine apparater blev rigtig indelukket fordi jeg fik simpelthen ikke særlig meget med. Så jeg havde svært ved at snakke med omkring de ting der foregik rundt omkring mig. for eksempel på vej til håndboldkamp hvor jeg sidder på forsædet. Der skulle jeg vende mig om og kigge på mine holdkammerater for at følge med i samtalen. Det var lidt hårdt i længden, så jeg vendte mig om og kiggede ud af vinduet og lukkede af for «støjen».

Når jeg så har prøvet at være med i samtaler, er jeg kommet til kort. Den måde jeg hører på er at jeg høre det første i en sætning og det sidste. Så forestil jer lige hvor mange gange jeg har svaret på noget HELT andet end det der blev spurgt eller snakket om. «Hvad skal du lave i morgen Jennifer?» – «Hvad snakker du om jeg skal da have madpakke med i morgen?»

Jeg lærte også meget hurtigt at gætte mig frem til det jeg TROEDE folk snakkede om. Det er jeg ret god til, de fleste gange! Jeg udviklede også min egen teknik der gjorde at når folk spurgte mig om noget samtidig med de kiggede på mig, så smilede jeg sødt og nikkede på sammen tid. Dem der kender mig rigtig godt afslørede mig rigtig hurtigt, så den teknik virker kun overfor folk jeg ikke kender. Indtil jeg kommer til at nikke på et forkert tidspunkt.

Nåh! Men jeg gad i hvert fald ikke gå med de dumme apparater. Den stakkel hørepædagog på sygehuset gjorde alt for at få mig til at indse, at jeg havde så nedsat hørelse, at det ville hjælpe mig rigtig meget. På et tidspunkt prøvede vi kun med et apparat på venstre øre hvor jeg hører dårligst. Det virkede ikke. Så lovede jeg at bruge det kun i skoletiden, så jeg ikke gik glip af noget. Igen uden held. Det var en pestilens! Den måde at høre sig selv på, at høre alt andet og at føle man gik med ørepropper hele dagen lang.

Min familie og nærmeste havde lært sig selv at hvis de skulle snakke til mig skulle de stå i samme rum som mig, gerne foran mig, så jeg havde mulighed for at mundaflæse. De havde også affundet sig med utrolig høj musik OG fjernsyn(plus min familie blev tvunget til at sætte undertekster på film osv. så jeg kunne følge med) Og de lærte at afkode hvornår jeg gav udtryk for at høre, selvom jeg ikke havde hørt noget.

Da jeg så starter på pædagogseminariet og bliver vikar på en døgninstitution kan jeg godt mærke at det her går galt. Jeg kan jo vitterligt ikke høre hvad de unge siger til mig, eller ikke siger. Jeg kan heller ikke respektere deres grænser, hvis jeg for eksempel banker på deres værelse og ikke kan høre om jeg må komme ind eller om jeg skal blive ude.

Så jeg tog en beslutning! Nu skulle jeg gå med de dumme apparater. Så det startede jeg med i 2008 da jeg var 20 år gammel!

Men nøj der skulle jeg igennem en tilvænnings periode igen. Og hold fast den var hård. Til at starte med gik jeg kun med det ene apparat på venstre øre og kun i skoletiden. Så udvidede jeg det til andre tidspunkter udenfor skoletiden og på job, men tog det altid ud når jeg kom hjem i trygge rammer. Så blev det andet apparat sat i øret også. Men altid tog jeg det ud når jeg kom hjem. Derhjemme har jeg simpelthen skabt et helle for mig selv. Og min daværende kæreste måtte simpelthen leve med at sådan var det.

Det var en hård kamp, men i dag har jeg primært apparaterne i altid. Undtagen når jeg er hjemme hos mig selv, når jeg styrketræner alene eller er i byen.

Jeg kan stadig godt blive udfordret til koncerter, store fester og i det hele taget tidspunkter med mange mennesker på et sted. Når jeg kommer hjem og lægger mine apparater i min lille boks føler jeg en UTROLIG lettelse og tryghed. Så kravler jeg ind i min trygge bobbel igen. Jeg bliver også hurtig træt i hovedet efter sådan en omgang indtryk.

De dage med lidt mindre overskud kan jeg også mærke at at lydene omkring mig irritere mig. For eksempel hvis jeg cykler. Forestil dig at du cykler, det er hårdt og oveni så er lyden i BEGGE dine ører som om, der står en eller anden klaphat og puster i en mikrofon. Det er akkurat sammen lyd nemlig. Hvis du så cykler med en veninde der snakker til dig er det jo umuligt at høre noget som helst. Så når jeg cykler har jeg primært høretelefoner på og musik på fuld skrald. Her er det nogen høretelefoner som sidder udenpå øret, fordi de små smarte er der jo ikke plads til.. Jeg kan også gå en tur ned i byen med en veninde. Hun snakker, jeg snakker, bilerne kører forbi, fuglene pipper OG det blæser i ørerne. Det er noget der tæller højt på mit irritationsbarometer.

Men pointen er at 6 år efter har jeg lært mig selv at lukke de fleste lyde ude og hvis et af apparaterne går i stykker eller jeg er kommet til at miste dem, føler jeg mig utrolig handicappet og kan mærke jeg MANGLER dem i min hverdag. Jeg har endelig accepteret dem som en del af mig og at de rent faktisk er der for at hjælpe. Selvom de til tider godt kan være lidt trælse og jeg NYDER stadig til fulde at komme hjem efter en lang dag, tage apparaterne ud, smække benene op på bordet og slappet heeeeelt af….

Et anderledes indlæg helt tæt på, om at være lidt anderledes, med et anderledes handicap!

Så når din kære far, mor eller bedsteforældre klager over de skal have høreapparater og de ikke vil gå med dem. Så ha’ endelig lidt forståelse.

Det er ikke lutter lagkage lige pludselig at kunne høre det hele 😉

© 2014, Jennifer Leerbeck, forfatter på bloggen Happy Healt Hives.

Først publisert som Et «usynligt» handicap! LANGT! på Happy Healt Hives 2014-03-26.

Kommentarer

Kommentarer da artikkelen ble diskutert på Facebook:

1. Utrolig godt skrevet. Kjenner meg igjen fra min egen oppvekst. Høreapparatene lå i skuffa til jeg var 20. Var nesten 30 før jeg var daglig bruker. Fortsatt tas de ut når jeg kommer heim (I min boble som hun skriver).
2. Jeg har likende som henne. Når jeg kommer hjem enten fra jobb eller fritid ,så er det godt og legge bort høreapparat i skuffa. Deler gjerne dette til min venner.
3. Kjenner meg godt igjen her om oppveksten. Men forskjellen er at jeg tar aldri av meg høreapparatet før jeg legger meg.
4. Jeg bor alene, merker at jeg blir litt sløv med å bruke høreapparatene da. Sliter også med alle disse ‘ekstra lydene’ når man bruker høreapparat…eller..de er jo ikke ‘ekstra’..de er der hele tiden, men jeg hører de jo vanligvis ikke. Har store problemer med å skille ut talen med mye ‘støy’ rundt….hørselen mer eller mindre klistrer oppmerksomheten til alt jeg i k k e trenger å høre :p